Skip to main content

For studerende og undervisere

Er du skolelærer eller studerende og kunne du tænke dig at vide mere om Sikhismen? Så læs videre på denne side, og lær mere om hvordan vi kan hjælpe dig, i form af direkte kontakt, skolebesøg eller foredrag af unge sikher. 

Studerende

Hvis du er studerende og har brug for yderligere information, end hvad denne hjemmeside bidrager med, så er du velkommen til at kontakte os via e-mail. Vi kan i den forbindelse svare på de spørgsmål du end må have og komme med yderligere detaljer på de overordnede informationer som denne hjemmeside giver. Vi tilbyder desuden også at læse jeres opgaver igennem, hvis I ønsker konkret sparring og feedback på jeres rapporter.

Vi har igennem de senere år modtaget mange henvendelser fra folkeskole- og gymnasieelever som skriver eksamensopgave om Sikhismen. I den forbindelse har vi sat de studerende i forbindelse med unge sikher til et interview. Har du selv behov for et interview med en ung eller ældre sikh, hjælper vi dig gerne med at sætte dette på plads. Kontakt os via e-mail ved at trykke her.

Skolelærere og undervisere

Hvis du er skolelærer og har planer om at undervise dine elever i Sikhismen, kan vi tilbyde en gratis skoleudflugt til sikh templet i Vanløse. Vi har igennem de senere år modtaget både folkeskoler, gymnasier, højskoler og universiteter. Her har klasserne fået skræddersyet besøget til at passe i forlængelse af de temaer som eleverne er blevet undervist i tidligere.

Hvis I kunne tænke jer at få en ung Sikh ud i klassen istedet for at holde et skræddersyet oplæg kan dette også lade sig gøre. Kontakt os via mail ved at trykke her.

Udtalelser fra tidligere besøgende

"For et stykke tid siden var jeg med et religionshold på B-niveau på ekskursion til Sikh-templet i Vanløse. Vi havde først tre unge energiske sikher ind i klassen for at give en introduktion til sikhismen, og og derefter var vi så på feltarbejde i sikhernes helligdom.

Vi blev særdeles vel modtaget, det hele var velplanlagt, og vi havde mulighed for både at stille spørgsmål og gøre vores egne iagttagelser. 
Sikherne vil virkelig gerne i kontakt med vores elever og er positivt interesserede i at forklare og vise frem. Og det hele sluttede med varm te i den bedste atmosfære".
-Peter, Zahles Gymnasium

"Da vi besøgte templet blev vi taget rigtig godt imod, og blev budt velkommen med drikkevarer, hvilket er en norm i et Sikh tempel, lod vi os fortælle. Derefter fik vi en rundtur, og blev fortalt om Sikhismens oprindelse og hvad sikhismen går ud på i store træk - hvilket vi lærte rigtig meget af.

Derefter fik vi lidt at spise, hvilket også er en norm i et sikh tempel. 
Gurdwara er helt sikkert et besøg værd, og de tager rigtig godt imod en når man kommer.

Næste gang vi er i København vil vi helt sikkert slå et smut forbi igen!"
- Eline, Århus Universitet

"Jeg har nu evalueret med eleverne og de var meget glade for besøget. De følte sig meget velkomne og nogle af dem sagde, at hvis de nogen sinde skulle overveje at konvertere til en anden religion, så skulle det være sikhisme! De synes det var nemt og uproblematisk at stille spørgsmål til jer og de følte, at de fik meningsfulde svar fra jer.

Vi oplevede også det spændende man nogle gange gør, når man tager på feltarbejde: Nemlig, at det, vi havde læst i bogen inden vi kom ikke passede så godt med, hvad I kunne forklare om religionen. Specielt det med guru-begrebet og gudsbegrebet var meget anderledes end den bog vi havde læst (Poltikens Håndbog i verdens religioner af Michael Rothstein). Men det er jo også godt for eleverne, at de oplever, at de kan få et meget bedre indblik i en religion ved at tage ud og opleve den og tale med menneskerne bag!

Mange af dem havde lyst til at undersøge sikhismen nærmere i deres senere arbejde med religionsfaget, så måske får I nogle af eleverne fra holdet at se igen senere på foråret, hvor de selv skal lave feltarbejde. De bad mig i hvert fald om jeres mailadresse :)

I øvrigt var jeres lille servering af the og snacks også med til at få os til at føle os velkomne og med til at sætte os ind i jeres kultur...syn, dufte, smag osv. er jo en del af sådan en "levende" oplevelse af en religion!
Endnu en gang tak for det fine besøg hos jer."
-Mette, Christianshavn Gymnasie